Børne- ungdoms psykiatrisk klinik

Ved speciallæge Anne Grønfeldt

Udredning

En børne- og ungdomspsykiatrisk udredning (undersøgelse) består altid af samtaler med barnet/den unge og forældrene. Derudover kan der være brug for kontakt til skole eller andre i netværket, udfyldelse af spørgeskemaer og ratingskales, evt testning af barnet.
En præcis diagnose er forudsætningen for en vellykket behandlingsindsats.

Samtaleforløb

Et børne- og ungdomspsykiatrisk samtaleforløb planlægges ud fra problemstillingen og kan bestå af samtaler med den unge, med eller uden forældrene. En vigtig del er psykoedukationen, som handler om at give familien tilstrækkelig viden om sygdommens karakter og den mest hensigtsmæssige måde at tilrettelægge hverdagen med disse udfordringer.

Medicin

For nogle børne- og ungdomspsykiatriske sygdomme er det muligt at behandle med medicin. Det gælder for eksempel opmærksomheds-forstyrrelse, angst, depression og søvnforstyrrelse. Hvis vi i fællesskab beslutter, at der skal iværksættes medicin, foregår dette efter grundig information og fulgt af regelmæssige kontroller i klinikken, pr telefon og mail.

Familiebehandling

Alle i familien vil blive påvirket, hvis et barn eller en ung har en psykisk lidelse. Samtidig er det i familien at den største viden og de vigtigste ressourcer er til at komme videre med udfordringerne. Familiesamtaler er en mulighed både i udredning og behandling.

Hvordan kan en speciallæge i børne og ungdomspsykiatri hjælpe?

Et privat alternativ med en grundig og helhedsorienteret tilgang til behandling

Som speciallæge i børne og ungdomspsykiatri er man vant til at arbejde tværfagligt med psykologer, sygeplejersker, pædagoger, diætister og eventuelt Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og kommunerne.

Klinikken tilbyder et børnepsykiatrisk perspektiv (også selvom I skulle være blevet afvist indenfor den offentlige børne- og ungdomspsykiatri), hvor I får god og kompetent hjælp fra starten.

Anne Grønfeldt

Speciallæge i Børne og ungdomspsykiatri

Jeg har arbejdet med børn og unges trivsel siden 1997 og blev i 2003 færdiguddannet som speciallæge. Herefter har jeg været ansat i Børnepsykiatrien i det offentlige sundhedsvæsen med et mangeårigt fokus på spiseforstyrrelser. I de sidste fem år har jeg beskæftiget mig med generel børnepsykiatri, dvs. udredning og behandling af børn og unge, og tilbyder nu det samme – nu i egen klinik.

Dem samarbejder jeg med:

Kathrine Nørskov

Specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri

Jeg er uddannet psykolog i 2007 fra Aarhus Universitet, er autoriseret i 2015 og uddannet som specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri i 2021.

Forud for mit arbejde i privat praksis har jeg mange års erfaring fra børne – og ungdomspsykiatrien, hvor jeg har arbejdet både i ambulatorier og på dag- og døgnafdelinger, med udredning og behandling af børn og unge i alderen 0-18 år. Udredningen af børn og unge inddrager ofte forældrene, og jeg har rådgivet, undervist og givet psykoedukation til forældre før, under og efter udredningen.

Jeg har bred erfaring med terapeutiske forløb i spædbarnspsykiatrien.

Jeg har desuden arbejdet på anbringelsesområdet, hvor jeg har beskæftiget mig med psykologiske undersøgelser af børn og familier. Jeg har således en bred erfaring både ift. psykologiske og psykiatriske problemstillinger, og jeg er vant til at begå mig i samarbejdet mellem region og kommuner.